Seniorklubben på TVsyd !!!

 

Sæsonen bliver på vanlig vis afsluttet med en udflugt og denne gang var målet rundvisning på TVsyd i Kolding.

Vi havde vores egen lille ”fællesspisning” til Martins lækre biksemad i Jernved Kulturhus før afgang kl. 17.30 i bus til Kolding. Stemningen var -som altid – god og hyggelig og snakken gik og med vaskeægte sommertemperatur på 25 grader på denne 19. april.

Vi fik en varm velkomst af Kirsten og Rosa i Tv Sydhuset, der ligger ”for sig selv” i et skønt landområde ved Kolding. Kirsten og Rosa gav os en meget kompetent og fyldestgørende information og rundvisning, og vi mødte journalist Anders, vi meget ofte ser ved 19.30 udsendelsen. En herlig fyr, der afslappet og villigt fortalte om sit job, hvordan tingene fungerede og svarede på de spørgelystne deltageres spørgsmål.

Tv syd er en af de otte regionale tv-stationer i TV2 systemet og dækker syd- og Sønderjylland samt den sydligste del af øst- og midtjylland.  Med så stort et dækningsområde, kan det være forståeligt at der må sorteres journalistisk i en del i de ca 75 daglige mail, der indsendes om begivenheder fra dækningsområderne, – hvor vigtigt den enkelte end synes det måtte være! Send mails, måske bliver dit ”stof” det udvalgte næste gang.

En dejlig og hyggelig oplevelse og bestyrelsen siger tak for en god sæson og ønsker en dejlig sommer.

Seniorklubben har 50 års jubilæum i år, og det fejrer vi, når vi mødes igen til august til generalforsamlingen.  

Vi har arrangeret fællesspisning og har inviteret ”De superseje seniorsild” til at underholde, så vi kan få rørt sang og lattermusklerne.  

Først vil der dog blive afholdt generalforsamling iflg. vedtægterne.  

Evt. forslag til ændringer, skal være formanden i hænde senest 1. august.  

Vi glæder os til at ses igen.

Varme hilsner fra bestyrelsen