Gredstedbroegnen er området hvor hovedvej 11 krydser Kongeåen.Sammen med de gamle landsbyer langs åen, Jernved, Gredsted, Hjortlund, Jedsted og Vilslev danner Gredstedbro et naturligt samlingspunkt…
Naturen
Kongeåen er et vigtigt element i naturen på Gredstedbroegnen.
Den har udformet flodsletten mod sydøst hvor den følger foden af Jernved bakkeø, inden den klemmer sig ud til Vadehavet mellem bakkeøens yderste fødder og sandbankerne ved Jedsted. Dette forløb har dannet en righoldig natur langs åen. Vinden har flyttet rundt på sandbankerne og dannet indlandsklitterne Jedsted bjerge, som nu er bevokset med en righoldig blandingsskov. Ved Jedsted har mennesket engang tæmmet åens kræfter og udnyttet dem til mølleri og senere el-produktion. Nu er åens kræfter igen sluppet fri og løber gennem fiskedammene ud i Vadehavet. Naturen langs åen kan give mange glæder til den, der søger dem.
Fra bakkeøens stigninger op mod Jernved har man en pragtfuld udsigt mod syd og øst. Hjortlund kirke sender en hilsen fra egnens tidligere beboere og længere ude mod syd knejser Ribe Domkirke og vidner om middelalderlige storhedstider. I forgrunden slynger åen sig gennem de brede enge for at forsvinde ind under broen i Gredstedbro og videre på sin vej mod havet.